top of page
Søg
Forfatters billedeJakob Albæk

Sommersol over Lundø

Onsdag d. 14. juni havde MJK og naturprojektet Mere natur i agerlandet inviteret til sommerfest på Lundø.


Medens solen strålede fra en skyfri himmel om eftermiddagen d. 14. juni, begyndte gæsterne til årets sommerfest så småt at indfinde sig på Lundø sportsplads. Jagthundeklubben havde inviteret mellemmer, lodsejere fra projektet, repræsentanter fra kommuner og alle sponsorer til sammenkomst, og omkring 90 havde taget mod tilbuddet.

Alle fik en varm og hyggelig aften, hvor der både var ekskursion ud i terrænet, information om projektet og en masse godt til ganen.


Både til hovedet og maven

Lidt efter kl. 17 blev der budt velkommen, og så steg man ellers til vogns for at køre ud i terrænet for at se på nogle af de biotopforbedrende tiltag, som Lundø-jægerne står for. Det blev til en fin tur, hvor der blev stillet mange spørgsmål, og hvor Jette Kjær fra Fjordland og Bent Rasmussen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug udgjorde ekspertholder på de to hold.

Der var stor lydhørhed og mange spørgsmål, her til Bent Rasmussen, under dagens lille ekskursion.

Hjemme igen var det tiltrængt med lidt væske, hvorefter der, inden maden kom på bordet, blev orienteret om projektets øjeblikkelige status.

Efter smuk hornblæsning af jægerne fra Skringstrup-Bjerregrav, gik alle om bord i de helstegte grise med dejlig salatbord og kold kartoffelsalat. Det hele smagte forrygende i aftensolen, og ingen protesterede da desserten (isvafler og flødeboller) blev omdelt.

Det var en rigtig dejlig aften, hvor alt kunne foregå under åben himmel.

Man hyggede sig

Snakken gik godt rundt ved de mange borde. Der var for alvor dømt aftenhygge, hvor der indimellem var tid til en afstikker for at få en snak med OK-benzin eller Vestvin, som hver havde et informativt hjørne på pladsen. Der var også mulighed for at se nærmere på flere veteranbiler, de fleste af mærket Vauxhall, som var udstillet af veteranbilentusiasten, Lasse Nystrøm fra Lundø.

Så kom der kaffe og lagkage – hele tre forskellige at vælge imellem, så ingen behøvede at gå sultne hjem.

En fantastisk aften sluttede med, at hornblæserne blæste jagt forbi og på gensyn.

Smuk hornblæsning af jægerne fra Skringstrup-Bjerregrav.

Tak til alle som bidrog til den fine fest. Tak til sponsorer, tak til dem, der stod for det ene eller det andet ikke mindst jægerne fra Lundø og Skringstrup-Bjerregrav, og tak til alle dem, som blot kom for at være med og dermed var med til at skabe en aften, vi vil huske meget længe.


Flemming Østergaard

63 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page